Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

136 RELIGION OG SKOLE. II. Lejlighed er ved Masseundervisningen, kan slutte sig elastisk om den unge Vækst og fremhjælps den uden at forstyrre Naturens Virksomhed. Det er en saadan Betragtning, der til alle Tider har afskrækket mange omhyggelige Forældre fra at søge Skolens Bistand“ (S. 14 f.). Man kan imod saa veltalende Ord kun indvende, at Skolen jo ikke har forpagtet den hele Opdragelse, og at den direkte Udvikling af Personligheden, som her er Tale om, maaske hører hjemme i de Kredse, indenfor hvilke Opdragelsen i øvrigt bevæger sig, ligesom der ogsaa rundt om Skolens officielle Virksomhed kan lægge sig en Krans af mere private personlige Berøringer mellem Lærer og Discipel, ved hvilke „den fri, hjærtelige Samtale, til hvilken der ingen Lejlighed er ved Masseundervisningen, kan slutte sig elastisk om den unge Vækst“. For Skolens eget Vedkommende maa det holdes fast, at dens Opgave er at virke gennem det almene, altsaa i praktisk Henseende ved at stille Barnet overfor den fast gennemførte Institution, og den Udvikling, Personligheden vinder ved at bøje sig derunder, maa ikke regnes for lavt som Bidrag til dens fuldstændige Udmøntning og Prægning. Men for saa vidt indeholder Forf.s Tankegang et gavnligt Memento, som den banker paa hos Skolestyrelserne for at minde dem om, at der er Grænser for det Antal Børn, som det kan nytte at samle ad Gangen om den samme Lærer, og protestere mod en Masseundervisning, ved hvilken enten kun et lille Udvalg af Disciplene drages med ind i Undervisningen, eller dennes Kraft fortyndes i samme Grad for hver enkelt, som den spreder sig over den hele Mængde. En Ideassociation er det maaske her ganske passende ikke at afvise. Man har i vore Dage baade i Teori og Praksis ivrigt hævdet Individualitetens