Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGION OG SKOLE. II. 137 Ret for Disciplenes Vedkommende; Skoletugtens Historie illustrerer f. Eks. denne Udviklingens Gang (man tænke blot paa Forf.s Anekdote om Rektorens Svar paa Kristian den fjerdes Ros over han Skoles gode Tilstand: „Ja, Deres Majestæt, vi have ved Ribe en frodig Birkelund, der giver gode Studenter“), og i vore Dage er jo her i Landet bl. a. den grundtvigske Oplysningsbevægelse fra én Side set et kraftigt Udtryk for Tanken om den samme Ret. Derimod har man i det hele taget haft mindre Held med at faa den anerkendt for Lærernes Vedkommende, og dog maa Lærerens udviklede Personlighed danne Foliet for Disciplenes Udvikling. En væsentlig Side af Lærerens Opgave be-staar derfor i at holde sine aandelige Kræfter vedlige og forhindre sig selv fra at standse i sin Vækst; idet han stadig krydser imellem Farerne for at blive en Pedant og en Maskine, maa han sørge for at holde Blikket aabent og modtageligt og udvide sin Horisont, for at bevare en vis frisk Elasticitet og et saadant levende Forhold til sit Æmne, at han stadig kan gentage det samme uden at gentage sig selv. Han, som skal bearbejde det blødeste og fineste Stof, det menneskelige Sind, og tilmed i Barnealderens Spiretid, maa selv have Ligevægt i Sindet og alsidig menneskelig Sympati, hvis han ikke skal komme til at forgribe sig paa det, han skulde opelske. Og skal han opdrage sine Disciple til frie og fyldige Individualiteter, maa han selv indaande denne Frihedens sunde Luft og ikke være trælbunden til Udøvelsen af sit Arbejde efter en saadan Maalestok, at han aldrig faar Tid til at trække Vejret, og at Ai bejdet bliver ham et Slid og et Slæb, dei' matter hans Kraft og hans Ejendommelighed. Der blev engang ved et Møde i pædagogisk Selskab fortalt om en Lærerinde, som