Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

140 RELIGION OG SKOLE. II. til at forme dem og samle dem, at Løsrivelsen fra det, der saaledes ved Vanens Magt har associeret sig med hele hans indre Liv, er ham en Umulighed og Umenneskelighed; han hævder det ikke blot som sin Sandhed, men som al Sandhed, det bliver uvilkaarlig det personlige Livs højeste og sidste Tilflugt, et Brud dermed vilde være ham et Brud med Livet selv. Deri ligger den store Fare ved tidlig at indpode Børn bestemte dogmatiske Forestillinger; jo længer tilbage i Tiden de for dets Erindring strække sig, des mere er Barnet stillet i et ufrit Forhold til dem, des mere udsætter man sig for eller bevirker ligefrem, at Vane afløser Valg. For dette har Forf. haft et aabent Blik, og han giver en skarp Kritik af den Skikkelse, hvori Religionsundervisningen sædvanlig gennemføres navnlig i Folkeskolerne. Disse, mener han, behandles faktisk som Skoler, hvor Børnene i Hovedsagen forberedes til Konfirmationsundervisningen. Religionsundervisningen optager uforholdsmæssig megen Plads, og man lægger an paa at bibringe Børnene fra smaa af den hele kristelige Troslære som System. Rent forkasteligt er det, naar man begynder de smaa Børns Undervisning med Luthers Katekismus eller en Lærebog, de kun tankeløst og mekanisk kan indekserseres i, og lige saa lidt maa man vente sig nogen Virkning af udenadlærte, uforstaaede Psalmer og løsrevne Skriftsteder eller af Katekisationer, hæftede til den i Hukommelsen opstablede døde Stofmasse. Han skyder Hul i de Forskansninger, med hvilke man har villet dække denne Fremgangsmaade: Naar man har troet, at det besværlige Arbejde, endog netop paa Grund af sin Besværlighed, hos Barnet skulde vække en Alvor og Frygt, der udviklet til Ære-