Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

142 RELIGION OG SKOLE. II. tage Del i Udgifterne til det almindelige Skolevæsen, have de et billigt Krav paa ikke at udelukkes fra nogen Gren af dets Virksomhed og mindst fra den, der forbruger det største Maal af dets Tid og Kraft. Saa vidt kan man trygt følge Forfatteren, taknemmelig for, at han ikke har skyet at tage Bladet fra Munden. Derimod maa den Ordning, i hvilken han tegner Billedet af den rette Religionsundervisning, vistnok tages under fornyet Drøftelse. „Man maatte“, siger han, „gøre en Adskillelse mellem det almindelig religiøse og moralske som det, der er fælles for alle, og det særlig dogmatiske, der er forskelligt i de ulige Trosbekendelser. Det første vilde da tilfalde Skolen, det sidste maatte forbeholdes Præsten og Kirken“*) (S. 106). Men dette almindelig religiøse er et flygtigt Væsen, som det er vanskeligt at faa fat paa og holde fast, og som ogsaa deri ligner Elverpigerne, at det bestandig veksler Skikkelse og for det nøgterne Blik let opløser sig i Taage. Hvem skal desuden afgøre, hvor det almindelige hører op og det særlige begynder? Hvem skal som uhildet Landmaaler trække Grænsen? Der gives næppe nogen mere upersonlig Autoritet end det farveløse Visdomsekko, man kalder et Konversationsleksikon, næppe nogen Kundskabskilde, for hvilken det maa være mere magtpaaliggende i sine Definitioner at bevæge sig i de mest omfattende og almene Udtryk; den Artikkel, som et saadant giver under Overskriften „Religion“, maa vel altsaa være møntet paa netop at give en Forestilling om det almindelig religiøse. Lad os da ’) Efter at det paafølgende var nedskrevet, er det faldet mig ind, at de her citerede Ord kunne fortolkes paa to Maader. En Del af mine Indvendinger gælder kun Tankegangen i den ene af disse to Fortolkninger.