Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

144 RELIGION OG SKOLE. II. med deres bedste Vilje ikke kunde lade være at føre med ind i deres Virksomhed som Lærere, naar det gjaldt en direkte, om end almen, religiøs Paavirkning. Den Strid, som vi skulde undgaa ved at træde ind paa det almindelig religiøses formentlig neutrale Jordbund, vilde blusse op med sin gamle Styrke, og Børnenes Værger vilde lige saa tit som nu have Grund til at føle sig i et uforsonligt Modsætningsforhold til deres Lærer. Men sæt nu det umulige, at man var bleven enig om en fast, urokkelig Grænse, indenfoi- hvilken en saa-dan Undervisning skulde bevæge sig, og om faste, urokkelige Grundbegreber, den skulde arbejde med, mon saa virkelig de vises Sten var funden? Nej, det rimeligste er, at man vilde befinde sig i en Luft, der var for tynd at indaande for Børn, og at Lærerens Ord vilde lyde i Børnenes Øren som den Hvisken, hvortil Stemmen forvandles paa de høje Bjærge; Børnene vilde lige saa lidt rigtig kunne gribe Undervisningens Indhold som gribes af det, fordi dens almindelige Karakter fører ind i det abstrakte. Og det abstrakte Udtryk er intet andet end den korte Formel, hvori den øvede Iagttager samler Fællesudbyttet af sine mange Erfaringer i det enkelte, hvert Led i Formlen er Ekstrakten af en Skare Kendsgerninger, som kaldes tydeligere eller dunklere frem for Bevidstheden, naar Ordet nævnes, og Formlen er død for den, som ikke véd, hvad der skjuler sig bag den. Derfor er det ogsaa, at den abstrakte Moraliseren saa sjælden falder i god Jord hos Børn, men glider af uden at trykke noget Spor i deres Sjæle. Man hører af og til Lærere beklage sig over deres Disciples Forstokket-bed, de véd, at de selv har Samvittigheden fri, de har ikke sparet paa Formaninger den ene Gang efter den anden; men lige meget har det frugtet. Maaske slige