Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGION OG SKOLE. II. 145 Lærere vilde faa mindre Anledning til at klage, hvis de indsaa Grunden til, at en Moralists Rolle sædvanligvis er saa utaknemmelig overfor Børn, naar han som Virtuos paa de abstrakte Lærdommes Strængeleg ufortrøden spiller sin fantasiløse Skalaer, op og ned ad sit Instrument, frem og tilbage. Og samme Skæbne vilde sandsynligvis „det almindelig religiøses“ Forkynder friste. Men desuden er den givne Bestemmelse for snæver til at kunne rumme alle et Samfunds Modsætninger. Overalt, hvor Religionsfrihed er Landets Lov, vil der være Naturer, hvis religiøse Trang ikke finder sin rette Form i „det for alle Trosbekendelser fælles“, og SQm, hvis de vil være ærlige mod sig selv, maa erkende, at fle staa udenfor ethvert bestaaende Trossamfund. En Trosbekendelse er for dem ogsaa en abstrakt Formel, der svarer til visse religiøse Bevægelser indeni de troende uden derfor nødvendigvis at udtrykke nogen udvortes virkelig Sandhed. I Trosbekendelsen har en Menneskegruppe sammenfattet paa det snævreste Rum de Forestillinger, der for dens indre Erfaring har vist sig at være dens højeste Maal for Sandheden; men der kan aldrig deri ligge nogen bindende Magt for den, der møder med andre Forudsætningen. Ikke ledet af nogen vilkaarlig Viljes Magt, men dreven af hele sit indre Livs tvingende Nødvendighed bygger en saadan sig paa egen Haand af Menneskenaturens sammenarbejdede Materiale den Højsal, hvori hans Tanker og Handlinger har deres Hjem; den kan være højere eller lavere, niaaske aaben for oven med Udsigt til det uendelige Rum, maaske lukket nogle Alen over hans Hoved; men den er i Princippet altid sammenføjet uden Brud, i ét Stykke fra øverst til nederst. Have ikke ogsaa saa- H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger I. 10