Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

CM UNIVERSITETET OG PÆDAGOGIKKEN. grundlægges paa en fin naturlig Sans for Barnenaturens Ejendommeligheder, paa en instinktsikker Takt til at træffe den rette Behandlingsmaade af den; det gælder om en Personlighed, der forstaar at fængsle uden at lænke og med Tanken og Talen i sin Tjeneste at samle Ungdommens Virksomhedsdrift i Interessen for sit Emne; der kræves en Evne til som Herre over sig selv at beherske Situationen og bruge det rette Ord paa rette Sted; kort sagt: Pædagogikken er en Kunst, ingen Videnskab. Teorien er kun det tænkende Hoveds Tilgift til den daglige Dont, Bevidstheden om, hvad der praktisk udøves.“ Eller Tankegangen har maaske været følgende: „Hvad er Pædagogikken andet end Faderens Kærlighed til sit Barn, end den trofaste Omhu, der med vaagent Øje og utrættet Vilje leder dets Udvikling og søger at fjærne det Ukrudt, der vil dræbe de ædle Spirer? Hvad er Pædagogikken andet end den uvilkaarlige Følelse, i hvilken en Fader søger at bringe sit Barn i Havn ved den samme Livsbetragtning, der har skaffet hans egen Sjæl Fred og Hvile, og, idet han i sit Udbytte af Livet samler de forudgaaede Slægters aandelige Arbejde, lægger det Grundlag, hvorpaa hans Barn skal bygge videre, bygge sit eget Livs Tanker og Handlinger? Kort sagt: Pædagogikken er en Naturdrifts, ingen Videnskabs Værk. Teorien er den samvittighedsfulde Mands Redegørelse for sin Opgave, hans Forstaaelse af sin faderlige Pligt og Ret.“ - Men at klare sig Lovene for hin Kunst, at gøre denne Naturdrift og dens øjemed gennemsigtige for Tanken, er det ikke et videnskabeligt Forniaal? At banlyse den pædagogiske Videnskab af den Grund, at Opdragelsen er øjeblikkets uopsættelige Krav og at mens Græsset gror, dør Horsemor, hjælper intet; ingen vil for Alvor gøre den Indvending imod Lægeviden-