Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGION OG SKOLE. II. 147 indeslutte den i deres eget Bryst, hvis de ikke ville gaa til Værks med en Hemmelighedsfuldhed, der i andre Henseender har sine store Betænkeligheder; men de blive maaske endog nødte til at være Herolder for Forestillinger, overfor hvilke de staa usikre, ligegyldige eller tvivlende. Enhver kan sige sig selv, at en religiøs Paavirkning, der saa lidet udgaar fra en personlig Overbevisning, næppe kan have den rette Kraft i sig; og Staten, som har befalet Religionsundervisningen, har intet Middel i sin Haand til at forvisse sig om, at dens Lærere ere baarne af den ved en saadan Undervisning fornødne religiøse Begejstring. Religionsundervisningens autoriserede Skikkelse har igennem Aarenes Løb rundt om i Befolkningen uddannet en Tradition, som næsten tvinger Læreren ind i en Form, der tit maa staa i Strid med hans Personlighed: „Skolelæreren bliver mest betragtet som Religionslærer, som en halv „gejstlig“ Mand, og et Bevis blandt mange paa, hvorledes man betragter Skoleundervisningen, turde det være, at naar en Moder første Gang kommer til Skolen med sit syvaars Barn, som endnu næppe kan stave, da medbringer hun gærne to Bøger til Brug for Barnet: Bibelhistorie og „Lærebog“; disse og ingen andre“ (R. J. og P. A. Holm: Skoletidende 1877 S. 18). En Ordning, der løser det direkte religiøse ud fra Skolen, er noget af det, hvorom troende og ikke ti o-ende synes at maatte kunne samle sig i Fællesskab. At de sidste maa ønske Skoleundervisningen frigjort for Forestillinger, som de ikke er i Stand til at tillægge blivende Gyldighed, Forestillinger, som Tiden, efter deres Opfattelse, har gravet Grunden bort under, det følger jo af sig selv. Og de troende maa konsekvent ønske Troslivet frigjort for Indflydelser, der muligvis 10’