Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

154 RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. den Sag, man vilde arbejde for. Den blotte Oplysningsmand overspringer nu for det første, hvad den religiøse Vækker i Keglen paa sin Vis bedre har forstaaet, at det gælder om at sætte det hele Sjæleliv i Bevægelse ved de Forestillinger, man meddeler. Han har ikke ret Øje for, hvor sammensat Livet er, Tanken om Sammenhængen og Enheden i Menneskenaturen bringer ham til at overse, hvorledes dens enkelte Forgreninger kan vokse ud relativt uafhængige af hinanden, saa at man endog, naar man ikke er forsigtig, kan tage Kraften og Kærnen fra den hele Stamme ved ensidig at vande og pleje et enkelt Skud. Idet han bliver staaende ved den græske Oldtids Opfattelse, at „Dyd er Viden“, glemmer han, at den bedre Erkendelse ikke umiddelbart, men kun ligesom gennem underjordiske, hinanden krydsende Kanaler ledes over paa Handlingernes Omraade. Ere disse gennem Følelsen, gennem Haab og Frygt, Sorg og Glæde, Had og Kærlighed løbende Kanaler tilstoppede, standser Forbindelsen. I sin Tro til, at Oplysningen vil raade Bod paa alt, tænker han dernæst ikke paa, at den kun er en enkelt blandt uendelig mange Paa-virkninger, som et Menneske er Genstand for. Naar mange f. Eks. mene, at Arbejderspørgsmaalet kan ordnes ved en forbedret Skoleundervisning alene, saa tage de fejl, fordi de uden videre forandre et socialt Spørgs-maal til et pædagogisk, og dette pædagogiske igen til et blot intellektuelt Spørgsmaal. Skal Undervisningen her bære nogen væsentlig Frugt, kræver den som Baggrund og Støtte, at det hele Samliv mellem Mand og Mand løftes og adles baade ved ydre og indre Reformer. Men lad saa være, at en Oplysning af rette Art kunde forslaa, saa er der dog ét, som gør den til en usikker Udvej, naar alt skal bygges paa den: den kan jo ikke,