Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. LÖÖ selv ved at lade Generalmarschen slaa og kalde alle sine Soldater under Fanerne, stille en Hær paa Benene, stor nok til det umaadelige Arbejde, der kræves af den. Og disse Oplysningens Soldater have jo i hvert givet Øje-med tilmed kun ds Vs&ben til døres TtcUiclighcd, li\oi med den hidtilværende Kulturudvikling har udrustet dem. „Oplysningen“ i og for sig eksisterer jo nemlig ikke; den er et Væsen, som med hvert Aar, der gaar, træder op i ny Skikkelse, og der bestandig kun taler gennem de levende, virkelige Menneskers Munde. Som Børn af deres Tidsalder er da det store Flertal af Lærere Produkter af den herskende Oplysningstilstand. Hvis det er Tilfældet, som Prof. M. Hammerich mener („Fædrelandet“ 1876 Nr. 217), at Spiritisme og Materialisme ere vor Tids Skødesynder, saa er der ingen Grund til at antage, at ikke Lærerne rimeligvis ogsaa have deres Del i dette Tidsalderens almene Eje, og man udsætter sig altsaa for, at Fjenden, der skal jages paa Flugt, lige saa let trænger ind netop gennem de Religionstimer, Prof. Hammerich anbefaler som Værn imod ham. Den, der kender noget til Religionsundervisningens vekslende Skikkelser til de forskellige Tider, vil vide, hvor let ogsaa den antager Tidsalderens Farve.. Kun paa én Betingelse vilde en Genoptagelse af den tidligere Religionsundervisning have den attraaede Kraft til at besværge Tidens Farer og Fristelser, og det var, hvis Religionsundervisningen stod udenfor og over selve Tiden, udenfor og over den almindelige Kulturudviklings Love. Men viser al Erfaring, at endog den religiøse Lære selv bestandig med Nødvendighed omformes, idet den opfattes, at den samtidig med at give sit Bidrag til Tidsalderes Tankesum maa bøje sig under dens Syns-maader, at f. Eks. Katolicismens Kristendom er en