Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

156 RELIGIONSUNDERVISNINGEN i de lærde skoler. ganske anden end Protestantismens eller Pietismens en ganske anden end Rationalismens, saa bliver det indlysende, at ogsaa Religionsundervisningen gaar med ind i den historiske Strøm og i Steden for at blive en ubetinget styrende Magt beherskes og præges af det vekslende Liv, hvis formede Udtryk den er. Jesuitternes Skolevæsen afgiver det klassiske Eksempel paa en Undervisning, der har villet stillet sig urokket og urokkelig midt i Tidens Strøm og lade dens Bølger brydes mod sin Fod; men hvor energisk det end har grebet denne sin Opgave, til hvor mægtig en Mekanisme det end har sammenstøbt den hele Undervisning, med hvor overskuende en Klogskab det end har føjet Led i Led og knyttet stort til smaat, hvor fuldstændig det end har omgærdet Undervisningen med en Opdragelse, møntet paa at holde alle forstyrrende Indtryk ude, har skaaret Verdenslivet bort af Opdragelsen for at’ lade Tanken om Kirken vifte i hvert Vindpust, saa har selv et saadant Skolevæsen kun kunnet binde Sjælene ved at bearbejde den Muld, Tiden har fyldt i dem, med de Redskaber, Tiden hai lagt i dets Haand, binde dem ved Indrømmelser til Tidens Aand og Tankegang, og dernæst har det ikke engang været alle Sjæle, en saadan Belejring har kunnet tvinge til Overgivelse; den fornægtede Tidsaldei har trængt sig ind ad Huller og Sprækker og hvisket om en rigere Udfoldelse af Kræfterne, en friere Menneskelighed, der kunde styrkes ved et Bad i Livet udenfor, og denne rigere Virksomhed, denne friere Menneskelighed har bestandig laant Form og Farve af Tidens herskende Forestillinger. Saa afgørende bliver den historiske Tilstand for Opdragelsens og Undervisningens Resultater.