Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

I I ikke disse Forman man i sig Erfa- BELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. 163 inderste Trang og Tilfredsstillelse. Ja, man hai hidtil endog saa godt som udelukkende haft denne personlige Religiøsitet for Øje ved Skolens Religionsundervisning; man har doceret Kirkens Lære og søgt at smelte den ind i de unges Sjæle; man har gjort religiøse Problemer til en Samvittighedssag for Væsner, der endnu vare modne til overhovedet at træde i Forhold til Problemer; man er gaaet til Værks med samme nægtelse af det psykologiske Hensyn som den, stadig gør sig skyldig i ved Konfirmationen, hvor kræver et Løfte, der for at have den rette Alvor maatte være den frivillige Frugt af et helt Livs ringer og Prøvelser, og kræver det af Væsner, der endnu staa lige ved Livets Tærskel. Men samtidig overspringes for en stor Del det, Skolen i Virkeligheden kan gøre for den religiøse Udvikling. Thi kan den ikke optage Religionen i sig, forsaavidt som denne vil gøre sig gældende som evig, aabenbaret Sandhed, saa maa den dog i Kraft af sit Princip optage den i sig som historisk, menneskelig Kendsgerning. Er det nemlig Skolens Opgave at stille sine Disciple ligeoverfor Livets Kendsgerninger, saa ei der jo ørs én stor, udstrakt og sammensat Kendsgerning, c er i0 ger Barnet nær, fordi det selv en enkelt a en’ er optaget i den og baaret af den, og det er enræs ® livet Al Undervisning, Ser har dette til Genstand bliver med Nødvendighed historisk, fordi de er enne skelivets Ejendommelighed at være en bes an ib vikling og Omformning underkastet; selv Sprogun er-visningen griber jo i Virkeligheden Sproge paa e af dets historiske Udviklingstrin og fastholder dette Undervisningen igennem. Hvor Menneskelivet ligesom i Strid med sig selv, synes at stivne i Lfoianderlighe , 11*