Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. 165 som naar man nyder et Barns enfoldige Svar netop i Betragtning af, at det er et Barn, der giver dem. Hvem føler f. Eks. ikke hele Barnealderens Mangel paa Evne til at skelne mellem bogstavelig og figurlig Betydning, naar han i Tanken begiver sig ind i Skolestuen, medens Undervisningen gaar for sig, hører Læreren bruge den Sætning som Eksempel for Børnene: „Han slugte Bogstaverne med øjnene,“ og ser en lille Fyr med Hovedet hvilende paa Armene, nedsænket i Opmærksomhed gruble og grunde, indtil Nødden bliver ham for haard at knække og han i den dybeste Forbavselse udbryder: „Hvad gjorde han saa, da de skulde repetere?“ Men er det Barnet alene, der saa lidet er naaet til det berømte „Distinguendum est“? Viser ikke Aartusinders Historie, vise ikke de hidsige Kampe paa en saa ophøjet Valplads som den religiøse Sandheds, at Manglen paa Evne til at trække den rette Grænse mellem Virkelighed og Billede er et Karaktertræk, hvori et helt historisk Livstrin spejler sig? Og særlig gælder det jo om de højeste Omraader. hvorpaa Menneskets Aand færdes, dem, hvis Højde maales med den Dybde, hvori Menneskeaanden søger Forstaaelsen af Livets Grundforhold, dets Udspring og Maal, at alle Overvejelser og Besvarelser maa bære Præget af den historiske Ufuldkommenhed, og at hver ny og sand Tanke, der fødes til Verden, kun løser et enkelt af de Baand, hvori den endelige Begrænsnings Afmagt og Blindhed holder Menneskeaanden fangen; thi jo videre et Spørgsmaal peger ud, des mere omfattende og dybt-gaaende Forudsætninger maa der være indvundet for Erkendelsen, naar Svaret skal nærme sig til Sandheden. Den, der vilde sige, at Religionernes Historie er Illusionernes Historie, vilde derfor have lige saa stor Ret