Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. 167 Historieundervisningen langsomt er i Færd med at un-dergaa. Den politiske Historie er som Undervisningsgenstand paa Veje til at sættes i Skygge af Kulturhistorien, Fyrste- og Krigshistorien af Menneske- og Aandshistorien; mer og mer bliver det forstaaet, at Historieundervisningen skal være et Middel til Livserkendelse og derigennem til Selverkendelse. Der staar imidlertid endnu meget tilbage, og et af de mærkeligste Tegn herpaa er, at Aandslivets Historie i dets højeste Former saa godt som fuldstændig mangler selv i den højere Skoles Undervisningscyklus. Den, der er Discipel i en ikke-lærd Skole, har maaske lært til Punkt og Prikke at gøre Rede for Kampen mellem Grækerne og Perserne i Oldtiden og kan maaske Slagene ved Maraton, Termopylæ og Salamis paa sine Fingre, men har rimeligvis kun faaet en meget svag og taaget Forestilling om hele det rige Kulturliv, som hint krigerske Drama dannede Indgangen til, og dog er det netop gennem denne Kulturs Blomster, Kunsten og Livsanskuelsen, at det lille Grækenland er blevet kommende Tidsaldres Forløser og Læremester. Den. der gaar i en lærd Skole, faar maaske gennem Undervisningen i de gamle Sprog et klarere Indtryk af den klassiske Kultuis Aand; men det er fra dette Synspunkt et stort Uheld, at det latinske Sprog og dets Efterklangslitteratur samler den Hovedpart af Tiden og Kræfterne om sig, som med større Frugt kunde være anvendt paa det græske Sprog og dets litterære Storværker. Og uagtet den samme Discipel maaske kan følge de muhammedanske Kaliffer og deres Feltherrer paa deres Eiobiingstog, har han rimeligvis ikke faaet noget Indtryk af den Betydning, som den muhammedanske Kultur hai haft for Euiopas Aandsliv i Middelalderen, for Poesiens og Videnskabens