Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

168 RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. og Ridderlivets Bedrifter, saa lidt som han rimeligvis har faaet øret opladt for den Befrielsesjubel, der klinger gennem Renæssancetidens Kultur i Syden og i Norden, i Italien og i England, eller gennem Skoleundervisningen kender meget mere til Shakspeare, end at han véd, det var en stor Digter, der levede under Dronning Elisabeth. Og dog er det sikkert, at den lærde Skole ikke burde afslutte sin Gerning uden at have aabnet sine Disciples øjne for den historiske Gang i de Hovedformer, hvori det menneskelige Liv har præget sig fyldigst, Litteraturen, Kunsten og særlig Religionen. Og dette sidste af den Grund, at den religiøse Kultus bestandig har staaet i Centrum af det Kulturliv, hvortil den har hørt. Grækenlands Eksempel viser maaske dette allerklarest, netop fordi det græske Liv udfoldede sig saa rigt og saa frit; fra Forestillingerne om Guderne, den menneskelige Skønheds og Krafts ideale Billeder, fik dets Kunst sine plastiske Opgaver, fra Dyrkelsen af Guderne udgik dets festlige Lege og dets Skuespil, Tragedier saa vel som Komedier. Kräftigst koncentreret vise Hebræerne det samme, hos hvem alt holdtes tæt samlet om Religionen; Navlesnoren, der knyttede alle Livsytringer direkte til de religiøse Forestillinger, blev aldrig overskaaren; med mægtig Haand greb Lovgiveren paa Sinai det hele Liv, Individets og Samfundets, og smeltede det ind i visse store, altbeherskende Grundformer, som Aartusinder igennem ere vedblevne at være Menneskers Styrke og Begrænsning. Fra en lignende Kraft til at koncentrere se vi Middelalderen i Europa faa sin ejendommelige Farvning, idet dens Kristendom samler sig som en Helgenglorie om den romerske Kirkefyrstes Isse og kaster sit Skær ind i Kirker og Universiteter, i Borge og Hytter, til Riddere