Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

170 RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. Tro, som kun det rent personlige Liv kan afføde, og som det derfor ligger udenfor Skolens Ret og Formaal at bygge paa. Religionsundervisningen kommer ikke længer til at dele Disciplene i to Grupper, de troendes og de ikketroendes eller de folkekirkeliges og de ikke-folkekirkeliges Børn; og i og for sig strider denne Deling principielt mod det, Skolen skulde udrette; den skal jo ikke dele, men hele. Dernæst bliver Undervisningen pædagogisk berettiget, fordi Religionerne, idet de skulle træde op som Kulturmagter, skyde den teologiske Ham af sig og antage den Skikkelse, hvori de henvende sig til alle, til Menneskenes store Mængde, d. v. s. den Skikkelse, hvori de ikke tale de abstrakte Tankers Sprog, men hente Anskuelighed og Farver fra Indbildningskraftens Billedforraad og derfor fremføre alt i Kendsgerningers Form, med Personligheders Liv som Baggrund for de religiøse Tanker og med historiske Begivenheder og Kulturtilstande som Illustrationer af disses Konsekvenser. Fastholder man Tanken om, at den historiske Religionsundervisning kræver et videre Blik, end man kan forudsætte hos Skoledisciple, saa kunde man med samme Føje fremføre Rousseaus bekendte Indvendinger.mod al Historieundervisning i den umodne Alder. Hans Bevisførelse er den, at Børn aldrig vilde kunne se til Bunds i de historiske Begivenheder, aldrig kunne gribe det i dem, hvorpaa det netop kommer an, aldrig kunne anvende anden Maalestok end den rent barnlige, med hvilken Historiens Betydning aldeles ikke lader sig ud-maale; og derfor er det bedre at lade Historien ligge som et terra incognita, indtil den rette Time er slaaet. Men hvor dyb en Sandhed der end ligger i saadanne Betragtninger, saa skyde de dog Maalet forbi, idet de