Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

172 RELIGIONSUNDERVISNINGEN I DE LÆRDE SKOLER. det er at plante denne i en Tankegang, den vel kan anerkende som en Magt i Livet, men ikke som en Magt i Skolen selv. Desuden er der en Fare ved den Myndighed, som det giver en Personlighed at have saa mægtig en Institution som Kirken i Ryggen; han vil let komme til at virke i Kraft af denne Institutions Indflydelse i Steden for at virke ved den Sandhedskraft, der er i hans Ord; der vil let blive draget en for Disciplenes Bevidsthed uoverstigelig Grænse mellem ham og Skolens øvrige Lærere, fordi de ligeoverfor Disciplene repræsentere Autoriteten paa grundforskellig Maade. Og selv om en saadan ordineret Lærer ikke vilde fastholde Undervisningens kirkelige Formaal principmæssig, men gaa ind paa Tanken om en historisk Undervisning i Religion, saa er der, vel ikke nogen absolut Nødvendighed, men dog en vis Sandsynlighed for, at den, der, væsentlig virkende i en særlig Institutions Tjeneste, først og fremmest skal være gennemtrængt af dennes Aand, let, og det ganske naturligt og menneskeligt, vil fristes ud over de fastsatte Grænser, hvor han træder ind paa et andet Omraade, og ganske uvil-kaarlig gøre dette til en blot Forgaard for Livet paa hans egentlige Enemærker. Derfor maa det hævdes, at der til Lærere i Skolen bør vælges Skolemænd, hvis Myndighed beror paa den Klarhed, hvormed de forstaa Skolens Opgave, og den Kraft, hvormed de ere i Stand til at gennemføre den. Den, der med den rette Kundskab og det rette Blik vilde udarbejde en „Religionernes Historie til Brug for de lærde Skolers øverste Klasser", vilde indlægge sig Fortjeneste som en ikke uvigtig Samfundssags Fødselshjælper.