Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

178 MIBAKKELTROEN OG BARNEALDEREN. tegne sig. Man naar som troende kun op til Miraklets Højde og dets rette overnaturlige Indhold ved at have øjet aabent for, hvad det er for en Natur, hvis Ordning det fornægter, og man faar som ikketroende kun ved en Forstaaelse af den Naturordning, der leder til Fornægtelsen af det overnaturlige, Ret til at se bort fra Miraklet. Men et Barn mangler disse Forudsætninger for en Tilegnelse af Miraklet. Det har endnu ikke den Erfaring, der kan afveje de naturlige Kræfters Raaderum og Rækkevidde; den Kæde af sammenlignede Forestillinger, der langsomt og møjsommeligt væves af Livsindtryk og bæfer Dommen over alle mødende Begivenheder og Forhold i sine sidst indvundne, sikreste Led, er knap endnu paabegyndt; Livet og Tilværelsen som en Helhed ligger endnu for dets øje i en Taage med ./Eventyrets Regnbueglans over sig, ud af hvilken først lidt efter lidt, snart paa ét Punkt, snart paa et andet, Virkelighedens sande Skikkelse glimter frem; alt er endnu en spredt, mylrende Mangfoldighed, der kun undlader at overvælde Barnet, fordi dette ikke magter mere end en enkelt Forestillingsrække ad Gangen og optaget af øjeblikket glemmer alt andet. I hurtige Overgange, med Smil i Øjet, medens Taarerne endnu ligge paa Kinden, med en Flygtighed, der er nødvendig, naar Barnet ikke skal kues og knækkes af overmægtige Indtryk og naar det ved alsidig Vekseldrift skal faa hele sit Sjæleliv opdyrket og tilsaaet, drager det, fantastisk som en vandrende Ridder, ud paa Opdagelsesrejser og Æventyr og erobrer sig, med sine skarpe Sanser og sin hurtig opflammende lagttagelseslyst som Vaaben, Bytte overalt hvor det færdes; men endnu har det ingen Maalestok for hvad det saaledes hører