Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

180 MIRäKKELTBOEN og barnealderen. en Trang, der endnu ikke er vaagnet. Men kan man da ikke, som man ved saa meget andet, ja i Grunden ved alt, hvad man meddeler Barnet af Livets Indhold, gør, fortælle det de mirakuløse Begivenheder ganske ligefrem, saa det foreløbig optager dem i sig paa Tro og Love, og saa lade Tiden og Livet om den rette dybere Forstaaelse af deres Betydning? Kan man ikke nøjes med, at der ved Beretningen om Miraklet falder en Afglans af den voksnes Andagt ind i Barnets Sjæl og fylder denne med en ejendommelig Stemning, der saa senere kan udvikle sig til et personligt Forhold til Miraklet? Lad os se, hvorfor det ikke er forsvarligt og tilraadeligt. III. Miraklet staar ikke som en given, uimodsigelig Kendsgerning, hvis Virkelighed alle maa erkende, selv om de ikke kan forklare den. Thi det er jo klart, at Begivenheder, der, som de bibelske Mirakler, samlede paa et enkelt Folks og en enkelt Tidsalders snævert begrænsede Omraade staa i Strid med og føre Protest mod al Menneskelivets øvrige Erfaring, maa træde frem med en Skjoldvagt om sig af uomtvistelige Vidnesbyrd for at staa til Troende, maa i det mindste kunne pege hen paa det Slags Beviser, ved hvilke Fortidens øvrige Begivenheder hjemle sig Ret til at kaldes historiske. Men Nutidens Bibelkritik har bragt Grunden til at vakle under den trygge Tillid, med hvilken man tidligere uden videre tog de bibelske Beretninger som samtidige Øjenvidners Udsagn. Det er videnskabelig godtgjort, for det gamle Testamentes Vedkommende blandt andet ved Hjælp af det Lys, som de store Opdagelser