Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

182 MIRAKKELTKOEN OG BARNEALDEREN. sætningen til alt det, hvori det hidtil har set sine naturlige Støtter — Modsætningen til det Tankeliv, der ikke har formaaet at løse Menneskelivets Gaade, Modsætningen til den naturlige Viljekraft, hvis Sum er: „det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg“ (Rom. VII, 19), Modsætningen til de rent menneskelige Følelser, der kom og svandt saa det i al denne Fortabthed fastholder Miraklet som den eneste Frelse, der udefra kommer Mennesket i Møde for at gribes af dets Tro og i sin Strid med Livets naturlige Love netop staar som en Trøst og Udvej. Men. en saadan Tro kræver derfor en dyb, inderlig personlig Udvikling som sin Forudsætning, en Brydekamp, i hvilken et Menneskes Evner og Kræfter har udfoldet sig i deres højeste Styrke kun for at besejres, en Livserfaring, for hvilken Menneskets eget Væsen viste sig som en bristende Boble og dets eneste Opgave at tage Afsked med Livet og dø bort fra sig selv; først naar da, i Følelsen af et indre Under, Bruddet paa én Gang er fastholdt og dog igen helet, kan Troen paa det udvortes Under lyses i Kuld og Køn og blive til Alvor; ellers er den kun en Drøm eller en Tankeløshed. Saaledes vil det staa folden troende, selv om den ikketroende opfatter, hvad der er foregaaet i den troendes Indre, paa en anden Maade, og begge vil de give Troen paa Miraklet dens Grundlag i noget rent personligt, i alt Fald forsaavidt som den troende har Protestantismens religiøse Princip til Udgangspunkt. Men et Barn har ikke saaledes optaget Livets Indhold i sig, har ikke faaet sine Kræfter saaledes øvede og prøvede, at det kan trænge til Miraklet som den eneste virksomme Forklaring. Barnet, for hvilket Li-