Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

MIRAKKELTBOEN OG BARNEALDEREN. 183 vets lukte Bog langsomt aabner sig og bliver til en Billedbog, hvis uendelig rige Indhold det Blad for Blad maa fæste øjet paa, saa det af Travlhed ikke faar Tid til andet, Barnet, hvis ubevidste Opgave det er at rodfæstes i Livets naturlige Forhold og Følelser, eftersom de ere den eneste Livsluft, i hvilken det kan trække Vejret sundt og let og vokse sig Kræfter til, er altfor optaget af denne Indhøstning fra højre og venstre, altfor sysselsat med at binde sine sammensankede Erfaringer i et Neg af klare Forestillinger, til at det samtidig skulde kunne føle hele dette sit Arbejdes Forfængelighed; hvad Miraklet fornægter, er jo netop, hvad Barnet helt og fuldt lever i og for. En personlig, af dets eget indre Liv krævet Tro paa Miraklet kan Barnet ikke have; med andre Ord, det kan kun træde i et usandt, tillært Forhold til det, et Andenhaandsforhold, ■der paa dette Omraade er uberettiget. At ville gøre et Barn mirakkel troende for Alvor vil sige det samme som at ville gøre det til en, rigtig forstaaet, udlevet Personlighed, før det endnu har levet, det samme som at ville naa sit Maal ved at springe Betingelserne foi dets Opnaaelse over. Og hvis man ret har forstaaet, hvad det er, man vil, kan man fra selve Troens Stand-punt aldrig direkte ville indpode Mirakkeltroen i et Barn, siden ingen naturlig Vej, men altid kun et Spring og et Brud fører til denne Tro som en personlig tilegnet Aandsmagt. Den eneste Maade, hvorpaa den ti ejende kan handle i Overensstemmelse med sine egne Tanker, er at lægge en rig og fyldig Grund i Barnet af rent naturlige Indtryk, for at det saa, naar Livet har modnet det, kan samle al denne sin Kigdom i ét Blik og én Følelse, der siger, at det alt dog kun er et Intet med Fortvivlelsen til sin inderste Fiugt. Men