Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

MIRAKKELTBOEN OG BARNEALDEREN. 185 Gang om en Stok, der bliver til en Slange; hvor skal det finde nogen Tilknytning for saadanne Begivenheder uden i Fantasien, som let og villig aabner sig for dem og indlemmer dem i sin Æventyrverden, medens dets Forstand, efterhaanden som ogsaa den vinder Kraft gennem dets Erfaringer, tager mere og mere Anstød af dem, hvis man ikke enten paa hvilken som helst Maade bortforklarer dem eller vænner Barnets Forstand til paa et vist Omraade at lægge sig til Hvile og lukke sine Øjne, noget, der har sin store Fare for dets hele sunde Udvikling. Fra sit eget Liv kender Barnet aldeles intet, der svarer til Miraklet, det har ingen som helst Kreds af Virkelighedsindtryk, blandt hvilke det kan optage det. Der vil indvendes herimod fra den troendes Side, at Virkeligheden ikke er saa mirakkel-forladt, at Miraklet langt fra at være uddød lever et lige saa kraftigt Liv nu som i den bibelske Histories Dage; i Bønnens Genfødelse af Mennesket foregaar et saadant Under, hvori det guddommelige griber det menneskelige og skaber noget nyt i det; i Daaben og Nadveren stiger Gud endnu ned paa Jorden til Mennesket for at løfte det op til sig ad en Vej, der intet har med Menneskelivets rent naturlige Kræfter at gøre. Men det gælder ogsaa om disse Mirakler, hvad der i det foie-gaaende er fremhævet om Miraklet overhovedet, de foreligge kun for den, hvis Personlighed har kastet sig over i Troen, medens den ikketroende giver dem en ganske anden, psykologisk Forklaring, og foi Barnets Bevidsthed ere de ikke endnu bievne til, Barnet følei kun sit Forhold til sin egén Daab gennem andres Autoritet, og i dets Bøn hersker kun den samme barnlige Tillids- og Afhængighedsfølelse, med hvilken det ti æder den voksnes rent menneskelige Kærlighed i Møde.