Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

MIRAKKELTKOEN OG BARNEALDEREN. 187 Teorien. Lad heller Børn være Børn, og stil dem i Forhold til Indtryk, de kan fordøje. Husk paa - er det ikke Rasmus Nielsens? gyldne Ord: „Al ligefrem Tro paa Biblen er Overtro.“ Men Børn kan aldrig drive det videre end til ligefrem Tro. Desuden er jo efter Bibelens Fremstilling et sandt personligt Forhold til Miraklet ingenlunde væsentlig betinget af Daaben, hele det gamle Testamente er jo Bevis derpaa, og naar udenfor Damaskus Underet slaar ned i Paulus’ Sjæl, saa gaarjo heller ikke der nogen Daab forud for Tilegnelsen. En anden Indvending, som dog knytter sig mere til selve Menneskenaturen, peger paa Samvittigheden som det aandelige punctum saliens, i hvis Vækst Troen paa Miraklet nødvendigvis maa udfolde sig. Men er Samvittigheden da en saadan teoretisk dogmatiserende Magt i Mennesket, er den andet end det ureflekterede Udtryk for, om der er personlig Sandhed i dets Liv eller ikke? Samvittigheden forholder sig jo ikke én Gang for alle enten bekræftende eller benægtende til nogen som helst bestemt Livsforklaring, saa lidt som den i og for sig godkender eller underkender nogen bestemt Handlemaade. Handlinger, der i Nutiden vilde vække Rædsel og Afsky, træde i Fortiden op som Samvittighedskrav, uden at man har Ret til at fraskrive disse personlig Sandhed. Tag f. Eks. Inkvisitionens Virksomhed. Har nogen Ret til i den ikke at se bekymrede Samvittigheders Nødhjælp, for hvilke de flammende Baal blive en Skærsild, der renser den dødsdømtes Sjæl? Eller tænk paa Israelitternes Erobringskrig i Kanaan, hvor det staar som en højeste guddommelig fordring, altsaa som en Samvittighedssag, at udrydde de overvundne Folkeslag, gamle og unge, ammende Modre og diende Børn. Og paa samme Maade skifte]