Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

GO O-l CM LÆREBENS STILLING I OG UDENFOR SKOLEN. jeg har citeret: „Jeg gaar ud fra den Grundbetragtning, at Præster og Lærere bør virke saa ivrig som muligt i deres Kaki uden at hendrage Opmærksomheden paa sig ved iøjnefaldende Fremtræden udenfor dette.“ Spørgs-maalet bliver nu: Kunne vi godkende denne Opfattelse, eller maa vi nedlægge Indsigelse derimod? Hvorved gør man sig skyldig i en „i0.jn°faldende Fremtræden“, og hvorledes er man i Stand til at afværge den? Man bliver i Regelen iøjnefaldende i sin Fremtræden paa Grund af den Kraft, med hvilken man optræder i en eller anden Retning. I det iøjnefaldende ligger der ikke i og for sig nogen Fordømmelsesdom over éns Optræden: det udtrykker kun, at den har været saadan, at den maatte drage de manges Opmærksomhed hen paa én. Hver Gang man højt og lydelig taler et alvorligt Ord om Ting, tier ligge én paa Hjærte; hver Gang man af al sin Kraft tager Del i Drøftelsen af en Sag, der har Betydning for hele det store Samfund; hver Gang man med andre Ord sætter sin Overbevisning ind paa en aaben Udtalelse, da er der en Mulighed for, at éns Optræden kan blive iøjnefaldende og vække Opmærksomhed. Kan det nu siges, at Læreren i den Forstand skal sky en iøjnefaldende Fremtræden, at han skal lægge et Hylster over, hvad der lever i ham, for at ingen skal ane, at han muligvis, om han vilde, kunde være et Maal for manges Opmærksomhed, og for at han ikke skal drages frem til noget Tillidshverv, ved hvilket manges Interesser lagdes i hans Haand og manges Øjne derfor vogtede paa ham? Det kan næppe siges at stemme med den Opfattelse, man ogsaa som Lærer maa have af sin Stilling i Livet. Tværtimod er der noget, som taler for, at den kraftige, bestemte Optræden netop