Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LÆRERENS STILLING I OG- UDENFOR SKOLEN. 229 for en Lærer kunde være et Fortrin og en Pligt. En af de elementære Sandheder, vi alle erkende, er, at Opdrageren eller Læreren skal være sit Barns, sin Elevs Eksempel. Og nu kan der i mange Tilfælde ikke findes noget bedre Eksempel end netop den, som træder varmt og begejstret op for det, der er hans Overbevisning, og som derved maaske bliver en Stridens og Anstødens Genstand for mange, men dog føler, at han er i fuld Overensstemmelse med sin Pligt, idet han taler og ikke tier. I Advarselen mod den iøjnefaldende offentlige Optræden ligger der en efter min Overbevisning noget skæv Grundtanke, den, at det i og foi sig er mere moralsk at tie end at tale. Er der 1 ilfælde, hvor Pligten byder én at tie, er der sandelig ogsaa Tilfælde, hvor det vilde være at svigte sin Pligt, om man tav. Er der nogen, der skal staa som det sædelige Forbillede for sine Elever, saa er det vel Læreren, og mangen Elev vil maaske ikke bære noget frugtbarere Udbytte hjem med sig fra sin Skoletid end netop Mindet om en Lærer, der var traadt frem som en Riddei uden Frygt og Dadel, og som med Bevidstheden om, at han vovede meget, alligevel ikke tabte Modet til at handle. Det er det positive Forbillede, og i Modsætning hertil har det Forbillede, der lærer at tie og bøje sig, kun en rent negativ og passiv Karaktei, men det moralske Liv har dog uimodsigelig det dobbelte For-maal baade at kunne bøje sig og at kunne hæv e sig. Og derfor vil jeg sige, at netop at Hensjn til sine e ver, selv om ikke andre Drivfjedre tilskyndede ham, kan det i mangt et Øjeblik blive Læreren magtpaalig-gende ikke at stikke sin Overbevisning under Stolen, thi selv om hans Elever ikke fik det at vide, vi c e an alligevel for sit eget Vedkommende som et stille Sam-