Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

 DEN LÆRDE SKOLE. 11 Ikke mindst har en saadan kæmpende Sandhed at frygte af sine tilsyneladende Sejre. Saa snart en Sag slaas fast som noget, der skal anerkendes, ikke for sin egen Skyld, men for ydre Hensyns Skyld, er dens Sandhed forvansket. Da Rousseau i sin „Emile“ søgte at vække den slumrende Moderfølelse og faa Mødrene til at føle Betydningen af selv at amme deres Børn, slog hans flammendo Ord ned — Diegivningen kom paa Mode i den fornemme Verden, og det lille Barn ved Brystet blev et Koketteri mere, ved hvilket de unge adelige Modre glimrede i deres Selskabssale. Var man derved virkelig kommen i et mere ægte Forhold til sine Born? En Kamp har Sandheden endelig at bestaa, selv hvor den i fuldt Alvor er tilegnet og godkendt; det er, naar den skal føres igennem i Virkeligheden, naar den skal dale ned fra sit ideale Liv i Begejstringens abstrakte Æter til det haandgribeliges Verden for der at faa Kød og Blod i de mangfoldige konkrete Forhold og Livsformer. Hvor vanskeligt er det ikke tit dér at genkende den i alle dens Forklædninger, hvor tit gaar det ikke saaledes, at man ad den Vej, man følger for at virkeliggøre den, ubevidst kommer til at modarbejde sine egne Formaal og havne i Tilstande, man netop vilde fly? En saadan righoldig Sandhed var det Opraab, hvormed Rousseau i Midten af forrige Aarhundrede kaldte alle Fremskridtets Tropper under Vaaben: „Lad os vende tilbage til Naturen!“ At han misforstod sin egen Tanke og, lidenskabelig forarget, vilde lemlæste den Menneskenatur, hvis Evangelium han forkyndte, ved at skære dens højeste Drift, dens menneskelige Stempel, Driften til Kulturudvikling, bort, forringer ikke