Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

238 ET ORGAN FOR DEN PÆDAGOGISKE FORHANDLING. dens Terræn og afstikke dens Grænser. Fra Platon til Spencer, fra Ideernes skønhedsberuste Tilbeder til Kendsgerningernes virkelighedsmættede Fortolker, har Opdragelsen sysselsat de Hjærner, der i det hele have arbejdet med at løse Livets Gaader; den har for dem været Broen mellem Teori og Praksis. Særlig har der været Tider, hvor Livets og Samfundets Tryk har drevet Begejstringen for Opdragelsen og Troen paa dens Magt til Vejrs. Lad et Par Eksempler vise dette. Ingen kan nægte, at Rousseau overfor Nutidens pædagogiske Ideer har været som en Moses, der har forstaaet med et Slag af sin Stav at faa Kilderne til at risle. Det .sprudler os i hans „Emile“ i Møde som en Fontæne, der paa én Gang vækker og dysser. Men naar han, en drømmende Digter, en Æolsharpe, af hvis Strænge hvert Vindpust lokker Toner, Naturensomhedens Apostel, bliver den, der fører en saa praktisk Virksomhed som Opdragelsen ind paa ny Baner, saa er det, fordi denne hans Naturfølelse kaster Lys over det unaturlige Samfund, hvori han lever, og fremkalder en dyb Følelse af. hvor meget det trænger til at genfødes ved at føres Naturen nærmere. Det er de tomme Former, den udhulede Skinmoral, den mekaniske Goldhed i Opdragelsen, der lægger ham det Udraab paa Læben, som efter hans Tid har besjælet alle, der have kunnet tænke over Opdragelsen: „Lad os vende tilbage til Naturen!" Vil De se, hvorledes en enkelt historisk Situation maner store pædagogiske Tanker frem som en sidste Tilflugt, saa husk paa et saadant øjeblik som det, da Preussen i Begyndelsen af dette Aarhundrede efter Slaget ved Jena laa lamslaaet for Napoleons Fod; da Franskmændene vare rykkede ind i Berlin som Sejrherrer og alle Forhold vare opløste, alle Myndig-