Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

242 ET ORGAN FOR DEN PÆDAGOGISKE FORHANDLING. til det onde. Kunde den Tanke blot slaas fast hos alle, vilde en væsentlig Side af det sociale Spørgsmaal være løst. Hvis enhver holdt sig den levende for Øje, vilde han i det samme føle, at han paadrog sig et uafviseligt Ansvar, hver Gang han ikke holdt sig den gamle romerske Sætning efterrettelig: Maxima debetur pueris reve-rentia, Børnene skyldes den største Ærefrygt; han vilde føle det som et Stik i sin Samvittighed, hver Gang han lod sig henrive af sine Lidenskaber til en Handling, der kunde lægge Smitte ind i de barnlige Sjæle og maaske i Fremtiden gro op i dem som en ond Urt, der tog Kraften og Renheden fra dem. Følte han tilfalde den uberegnelige Indflydelse, han med eller mod sin Vilje kunde faa paa andre Menneskers fjærne Fremtids-vilkaar; følte han, i hele deres advarende Strænghed, den naturlige Betydning af de Ord, at Fædrenes Brøde hjemsøges paa Børnene i tredje og fjerde Led, vilde denne Følelse have en tilbagevirkende Kraft, der som en stadig fortsat Selvopdragelse forædlede og lutrede hans hele Forhold til Livet. Med Rette har Rousseau sagt, at den har ingen Ret til at blive Fader, som ikke kan opfylde en Faders Pligter. Men dernæst er Opgaven at vende sig til den snævrere Kreds, der som Bærer for den i egentligste Forstand bevidste Opdragelse, ikke, saaledes som det mangen Gang bliver Tilfældet med Forældre, maa træde til sin Gerning blindt overladende sig til den instinktmæssige Følelse af det rette. Thi det er en afgjort Sag, at den, der vil være en Lærer, som han skal være, maa have arbejdet paa at udvikle sine Evner og klare sin Bevidsthed om den Vej, ad hvilken han kan naa sit Maal, for at han i hvert øjeblik kan vide, ikke blot hvorhen, men ogsaa hvorledes. Altsaa, der maa