Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

244 ET OBGAN I’OR DEN PÆDAGOGISKE FORHANDLING. samme Sag. Naar det for lidt siden blev sagt her, at Almueskolen og den højere Skole lige saa lidt have Maal tilfælles som Midler, saa beror denne Tale paa et Fejlsyn. I det menneskelige, som Skolen skal fremarbejde hos alle sine Elever, ligger det fælles Maal, og om Midlerne dertil ere- flere eller færre, om Vejen dertil er rigere eller fattigere, det bliver en Sag, der vel ikke er ligegyldig, men dog forholdsvis har underordnet Betydning. At bidrage til at rive de Skranker ned, som man ikke kan nægte have lagt sig mellem de forskellige Grupper af Lærere, det er i fuldeste Maal en Opgave, som det vil være en Lyst at virke med til. Det skulde ikke være saaledes, at Almueskolelæreren havde en vis Sky for den højere Skoles Lærere, følte sig trykket ved at forhandle med dem, først og fremmest tænkte paa, at de vare de lærde, der stode paa Afstand fra den jævne Befolkning, og maaske, hvis nogen fra den Lejr kom ham i Møde, som om intet adskilte dem, opfattede en saadan Tilnærmelse som en overlegen, næsten saarende Nedladenhed, eller i det højeste ansaa Manden for en idealistisk Tendensrytter, der ikke kendte de virkelige Forhold. Og giver den højere Skoles Lærer sig til at se ned paa Almueskolelæreren, er det da ikke, fordi han glemmer, at de begge er Soldater i samme Hær? Skal Rytteren hovmode sig overfor den, der kæmper til Fods, eller Ingeniøren overfor Artilleristen, fordi hver af dem strider med sine Vaaben? Som Fanen er den samme, saaledes er enhver Sejr, én af dem vinder, til Baade for dem alle. Og er der Tale om, i Folkets Tjeneste at kæmpe Dannelsens Kamp, saa er det i Virkeligheden Almuelærerne, der udføre Arbeidet i det store; den højere Skole har kun en lille udvalgt Skare at tumle med og bygger paa den Grund-