Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BØRNS MORSKABSLÆSNING. 249 der rører sig i Barnet, saa stilles derved en Fordring til Fortælleren, som han ikke maa overhøre; han maa ikke vælge sit Stof i Flæng, som Tilfældet byder det, men søge det bedste, der staar til hans Raadighed. Det maa være noget helt, han fortæller, men ingen altfor omfattende Helhed; Indtrykkene maa tilmaales Barnet i en saadan Begrænsning, at det bliver i Stand til at overskue og beherske dem. De maa føre det ind i Forestillinger om Livet, men det Liv, der ligger Barnets nærmest, det simple, usammensatte, elementære, som staar udenfor alle Problemer, der først blive til for den modnere Bevidsthed, og samler sig om de oprindelige umiddelbare Forhold mellem Mennesker, som Barnet af egen Erfaring kender til. Og Formen maa i barnlig Anskuelighed slutte tæt om Indholdet, hverken forfalde til en Knaphed, der kræver idelig Forklaring, eller til en Overflødighed, der udvisker Karakteren. I Fablen ligger denne Opgave løst. Vel at mærke: ikke den moraliserende eller satiriserende Fabel — den kræver et mere overlegent Blik hos den, der skal tilegne sig den —. men den Fabel, hvis Kærne er et lille digterisk opfattet Livsbillede, et Træk, helst af Dyrenes Liv, malet med faa Penselstrøg. Plantens rolige, til Stedet fængslede Liv staar det urolige, let bevægelige Barn forholdsvis fjærnere. I Ka alund s Fabler med Lundbyes Billeder have vi hos os et klassisk Mønster paa, hvad Opdrageren trænger til ligeoverfor det 4—5 Aar gamle Barn. Idet Digteren „bestraalet af den milde Foraars-sol sidder paa Huggeblokken mellem Husdyrflokken“, bliver han Barn igen: „Mig fryder det at se paa Bondens Gris, — og mellem disse Duer, Høns og Ænder, — som midt i Billedbiblens Paradis, - jeg føler mig som mellem gamle Venner“. Af den kærlighedsfulde lagt-