Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

250 BØRNS MORSKABSLÆSNING. tagelse af Naturen ere da hans Fabler udsprungne. Og saa meget nærmere er han i dem kommen det Barn, der endnu føler sig lille og hjælpeløst henvist til sine voksne Omgivelser, som han har opsøgt det samme i Dyrenes Verden og med Forkærlighed haft sit Blik rettet paa de smaa Unger og deres Samliv med de gamle. Han fortæller om Kalven, der „raver, som den var fuld“, om Hundehvalpen, der var „saa buttet, saa trind og blød, dens lille Snude var rosenrød“, om den lille Gris „med krøllet Hale og næsevis“, om de smaa rødhaarede Ræveunger, der „skreg og græd med arrige Tunger“, om Spurveungen, „en nøgen én, med store Øjne og lange Ben“, om Kyllingerne, der pippe; „Jeg fryser, Moder, om mine Ben, — og jeg har traadt i en Rendesten“, om Ællingerne, der uden endnu at forstaa, hvad der er sket, samle sig om den dræbte Vildand, deres Moder. Men Barnet har dernæst ogsaa en uvilkaarlig Sympati for dem, der efter Livets Manddomsgerning paany ere faldne tilbage til Svaghed og Hjælpeløshed, for de forstødte og forladte; maaske denne Sympati for en Del har sin Grund i den Tilbøjelighed, som den gamle mere end den, der optagen af Arbejde staar i sin fulde Kraft, har til at give sig af med og hen til Barnet - som et 4 Aars Barn udtrykte det: „Jeg holder mest af dem med de spidse Hager.“ I den gamles Lyst til at fortælle og atter og atter gentage det fortalte, halvt bevidst, halvt ubevidst, ligger der ogsaa et Baand mellem Olding og Barn. Og i sin Sans for den svage og forladte forstaar Barnet tillige at sætte Pris paa den, der ved sin Troskab hjælper hin gennem Livet. For alt dette har Kaalund haft øje; han skildrer Skyttens gamle Enke med den tro Hest, den gamle Skral.demandshest, der en Gang har været en stolt Tra-