Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BØRNS MORSKABSLÆSNING. 251 ver, Hunden, der er glemt paa Stranden af sin Herre Skibskaptajnen, Skraptudsen, der er et stygt og rynket Skumpelskud, men dog hilses med Glæde af sine fattige Unger; men der er ingen af hans Fabler, som melder om de voksnes Færd, medens de staa paa Livets Solhøjde. Af disse Fabler faar Barnet da for det første sine Iagttagelser fra Dyrenes Verden stadfæstede og udvidede, for det andet sin Følelse, særlig Sympatifølelsen, vakt og udtalt, gennem simpel Fortælling, uden al Brug af en Lyrik, der endnu maa ligge over Barnets Horisont. Fablen former dets første bevidste Indtryk af, hvad et Samfund er, og det et Samfund, som det let kan fastholde Omridsene af, fordi Dyrene, hver Gang de optræde, ved deres bestemt prægede Udseende straks melde sig som med en Etikette; Hunden, Katten, Ræven, Hanen ere hurtig for Barnet gamle Bekendte. Og i Virkeligheden fører Skildringen af dem ogsaa ind i Menneskelivet; thi hvad der i Dyrefablen er gjort, er jo intet andet end, at man bag Iagttagelserne af Dyrenes ydre Færd har lagt et Bevidsthedsliv ind, som Barnet kender det fra sine egne, menneskelige, Tanker og Følelser. Det er de oprindelige, simple Forhold i Menneskelivet, mellem Forældre og Børn, mellem gamle og unge, mellem den stærke og den svage, der gennem Fablerne letfattelig træde ßarnet i Møde1). ’) Men det letfattelige og anskuelige maa der ogsaa lægges .Vægt paa, og Kaalund har ikke alle Vegne undgaaet at komme ind paa Udtryk, der ere for abstrakte til, at Barnet uden vidtløftig Omskrivning kan opfatte dem: „Hun deler med den (Hesten) sin Armod glad“; „Naturen havde dem (Hund og Kat) Fjendskab lært, den havde skilt deres Slægter ad fra Skabelsens Tid med det bitre Had“.