Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

254 BØRNS MORSKABSLÆSNING. løs. Saasnart den var udkommen, blev den bogstavelig slugt af unge og gamle, høje og lave. Der var, siger en samtidig Forfatter, ingen nok saa fattig Enke, der ikke gærne daglig knappede i det mindste en Penning af paa sig selv for i Løbet af en rimelig Tid at kunne skaffe sig den herlige Robinson. Bogen blev oversat i saa godt som alle Verdens Sprog og læstes i Botany Bays Udørkener med samme Henrykkelse som i Londons, Parises og St. Petersborgs Menneskemylr; under Navn af Oceanets Perle blev den en Yndlingsbog hos Araberne. Oversættelser fulgte paa Oversættelser, Bearbejdelser paa Bearbejdelser. Og dermed nøjedes man ikke; snart dukkede talløse Efterligninger op, de saakaldte Robinsonader. Næsten hvert eneste Land, ja hver eneste Landsdel havde sin Robinson at opvise; der var en brandenburgsk, en berlinsk, en bøhmisk, en frankisk, en schlesisk, en leipzigsk, en fransk, en dansk, en hollandsk, en græsk, en engelsk, en irsk og en jødisk Robinson. Hvert Køn, hver Haandtering og Stand fik sin for sig, der fandtes en Boghandler-Robinsoh og en Læge-Robin-son, ja endogsaa en Jomfru-Robinson og en usynlig Robinson“ (Hettner: Robinson u. die Robinsonaden. Berlin 1854, S. 33). Det, der dengang gav Bogen en saadan Magt over Sindene, var den Trang til det æventyriige, som vaktes og næredes af de store Opdagelser og Bosættelser i fremmede Verdensdele og de fantastiske Beretninger herom, der løb Europa rundt. Hvad der danner den indre faste Kærne i Fortællingen og giver den pædagogisk Værd, er en Egenskab, som Defoe næppe har været sig klart bevidst, siden han har forstyrret Indtrykket af den ved det Romanstof, han ukritisk har hægtet bag i Beretningen om den strandede Æventy-rers Eneboerliv paa sin 0. For Rousseau var „Robin-