Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

DEN LÆRDE SKOLE. 13 Brænde; desuden var det en sædvanlig Skolestraf at skulle lære den 119de Salmes 176 Vers udenad. Han har næppe haft nogen Følelse som den, der fik Marklin til at sige: „Ofte betragter jeg en lille Pige med en Slags undrende Ærefrygt for Naturen.“ Om det saa var Dragten, velstaaende Folks Børn gik i paa Rous-seaus Tid: galloneret Frakke, Knæbenklæder, Silkestrømper, Kaarde ved Siden, Pudder og Pomade i Haaret, saa kunde den fremkalde et længselsfuldt Suk efter lidt Natur oven paa den megen Dressur, og det var som en ny Tids sejrrige Indtog, da Drengene i Filantropinet i Dessau fik magelige Matrosklæder at gaa med. Alle de betydelige Mænd, der efter Rousseaus Tid have talt Opdragelsens Sag, ere gaaede i lians Spor ved at arbejde paa stadig at udvide og uddybe den psykologiske Grundvold, paa hvilken al naturlig Opdragelse og Undervisning maa hvile. Opmærksomt iagttagende have de levet et Liv i Børnenes Midte og derved søgt at samle de Erfaringer, gennem hvilke Lovene for Barnenaturens Udvikling lidt efter lidt kunde lægge sig for Dagen. Den varme Følelse, der har kunnet gøre Barneverdenen til et Paradis for dem, har slaaet Bro hos dem over Kløften mellem den voksne og Barnet. Tænk f. Eks. blot paa Pestalozzi i det afbrændte Stanz, fra Morgen til Aften saa godt som alene blandt 80 forældreløse, legemlig og aandelig forsømte Børn, spisende med dem, drikkende med dem og sovende blandt dem, undervisende dem og bedende med dem, delende deres Taarer og Smil, plejende dem og vogtende dem som Hønen sine Kyllinger. Ellei se en Discipel af ham, der havde arvet den Opgave, Pestalozzi 80 Aar gammel rørt havde viet sine Tanker,