Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

14 DEN LÆRDE SKOLE, sidste Gang han talte i en offentlig Kreds, Spørgs-maalet om Børns Behandling fra det første til det sjette Aar, - se Fröbel sidde fortabt i Beskuelse ved de smaa Børns Vugger for at lægge Mærke til dem, naar de sove, og naar de vaagne; eller hoppe og springe omkring med Bønderbørnene i deres Lege som „en gammel Nar“; eller endnu. som Olding mere end én Gang løbe tværs over en Mark blot for at hilse paa et ubekendt Barn, han har faaet øje paa. Eller se den med Pestalozzi jævnaarige Campe blandt hans halvvoksne Plejesønner: snart er det Legemsøvelser, snart Dydsøvelser, de i Fællesskab foretage, snart klynge Di engene sig til ham, mens han fortæller dem om Robinson eller Columbus, snart staar han med rørt, Ærefrygt indgydende Mine blandt Børnene for i Tidens Aand under den lyse Stjærnehimmel at bringe Alfader et barnligt Takoffer. Ad denne Vej er der da samlet et rigt Materiale til en Barnepsykologi. Mer og mer har man faaet Øjet op foi Indretningen af det vidunderlige Kunstværk, som en Barnesjæl er, for dens fine Og dog saa virksomme Bevægelser. En Opdrager, der er gennemtrængt af Nutidspædagogikkens Grundtanker, vil lige saa lidt gribe voldsomt, og hensynsløst ind i Barnets uendelig sammensatte ► jæ e iv, som, for at laane Prof, Heegaards Lignelse, fen æge vil opeiere et øje med en Forskærerkniv. en natmlige Udvikling, som Comenius i det syttende århundrede pegede hen paa, i det han sagde: „Barnet i sit s]ette Aar er ligt et lidet Træ, der har faaet fint æste og begynder at strække sine Smaagrene ud ?T,,Slg’ Plengen i sit tolvte Aar ligner et lidet Træ uldt af Knopper, paa hvilket man vel endnu ikke ser,