Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BØRNS MORSKABSLÆSNING. 261 men og bliver gjort usikkert ved Følelsen af sin halve Forstaaen. Og den hele Synsmaade, paa hvilke Folkeæventy-rene hvile, stemmer med Barnets. Det er altid den stærke, der gaar af med Sejren, den, hvis Styrke er som en lykkelig Genialitet, der uden egentlig Strid eller Møje lokker Livets Frugter ned i hans Turbanpuld, hvor han staar med bundne Hænder. Ynglingen, der helt giver sig hen i Øjeblikket, og for hvem' Livet er en uvilkaarlig Vækst, under hvilken lidt efter lidt de sejrrige Evner af sig selv skyde frem, netop naar han har Brug for dem, han er Æventyrets Helt. Og det er naturligt, at Barnet sværmer for den stærke, der ved sin blotte Nærværelse overvinder alle Hindringer. Barnet selv har jo foreløbig ingen anden Livsopgave end at blive stærkt, at samle de fornødne Kræfter til at modstaa Livets Angreb. Det er derfor af Nødvendighed Egoist — gives der nogen mere egenkærlig Despot end et lille Barn? Alt er for den spæde Tyran kun Midler til hans Drifters Tilfredsstillelse, og naar hans Længsler ere stillede, er den hele øvrige Verden ham et Intet. Og det maa saa være. Det betyder ikke, at Barnet er et umoralsk Uhyre, men blot, at ethvert Væsen maa have samlet en Kreds af virksomme Evner om en Kærne af indre Kraft, før det bevidst kan arbejde paa at være noget for andre Væsner. „Gør Barnet stærkt, saa gør du det ogsaa godt,“ siger Rousseau. Den fysiske Sundhed fører over i den moralske. Saa ser da Barnet i Æventyrhelten sit eget Ideal og tænker under Læsningen ikke paa, at der vil komme Tider, hvor andre og højere Opgaver end Alad-dins Lykkeridt gennem Tilværelsen vil gøre Krav paa dets Kræfter.