Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

 BØRNS MORSKABSLÆSNING. 265 i mere æventyrlige Former („Den grimme Ælling“, „Klokken“) gennem samme Æmne havde lukket sine Læsere ind i sit eget Livs Sorger og Glæder (ægte an-dersensk er det Udbrud: „Der er en Magt, en uendelig Magt i Naadens Væld fra oven, Hoffets Gunst, Guds Gunst“). Eller ogsaa spinder han, ud af andre personlige Iagttagelser og Stemninger, Skildringer, i hvilke han skænker de oversete og forladte poetisk Oprejsning for, hvad de i Livet har lidt, smedder det Hjærtets Guld, som var deres Rigdom, til en Ærekrans om deres Minde („Hun duede ikke“, „Ib og den lille Kristine“, „Pebersvendens Nathue“, „Valdemar Daa og hans Døtre“, „En Historie fra Klitterne“). En lyrisk Patos træder her som Grundtone i Steden for det godmodige Lune, af hvilket de barnlig naive Historier vare ud-sprungne, Satiren mister sin abstrakt naive Karakter og faar en mere bestemt Adresse. Digterens Ærgerrighed er nu ikke blot at skrive for Børnene, men i en endnu dybere Forstand for de voksne1). Det bliver for en Del Sjælehistorier, han giver til bedste („Anne Lisbeth“, „Barnet i Graven“), og hans Læsekreds maa forandre sig derefter. Disse Fortællinger forudsætte Læsere, i hvem indre Erfaringer have lagt sig til Bunke og grundig undermuret Følelseslivet; de høre derfor med Nødvendighed hjemme paa et langt senere Trin af Barnets Liv end de tidligere omtalte. I Modsætning til denne Kække Livsbilleder, der tit kun i Udstrækning skiller sig fra Romanen, staa saa de egentlige Æventyr, hvis Særkende er, at Fantasien ') „Jeg talte da klart og tydeligt ud af Posen, at det var en Talemaade at kalde mig „Børnenes Digter, mit Maal var at være Digteren for alle Aldere, og at Børn ikke kunde repræsentere mig.“ Breve fra H. C. Andersen, II, S.