Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

266 BØBNS MORSKABSLÆSNING. dristig spiller Bold med den ydre Verdens Kendsgerninger, uden noget som helst Hensyn til deres naturlige, lovbestemte Sammenhæng. Snart bestaar det «eventyrlige i den vilkåarlige Maade, hvorpaa Forholdet mellem Aarsag og Virkning lægger sig for Dagen hos eksisterende Genstande, snart samler det sig om selvstændige Fantasiskikkelser, i hvilke Digteren sindbilledlig har villet sammenfatte et helt Livsomraade eller udtale en Livstanke. Saalænge disse Digtninge følge Folkeæventyrets naive Forbillede og tale saa direkte til den barnlige Indbildningskraft, at de danne en anskuelig Vidunderverden, blandt hvis Befolkning Barnet med fuld Sikkerhed og Hjemmevanthed bevæger sig („Fyrtøjet“, „Tommelise“, „Ole Lukøje“), saa gælde her de samme Synsmaader, som gøre Folkeæventyrene, kritisk sigtede, til passende Læsning for Børn. Men hvor det spekulative Element breder sig paa det poetisk anskueliges Bekostning, hvor den abstrakte Symbolik af filosofisk eller religiøs Art taler til Refleksionen mere end til Fantasien, og det, der ligger bagved, skal trænge Forgrundsbillederne ud af Læserens Interesse; med andre Ord, hvor Digteren gaar ud paa at være Apostel for en abstrakt Livsanskuelse gennem sit Æventyr („De vises Sten“, „Pigen, som traadte paa Brødet“, delvis „Snedronningen“, „den lille Havfrue“ og „Dyndkongens Datter“), dér har Barnet ikke længer noget at gøre, helt bortset fra, om Digteren har raægtet at smelte Abstraktionernes uægte Metal om til Guld af poetisk Lødighed. — En anden Egenhed hos Andersen, der paa sine Steder gør Børn mindre modtagelige for hans Fremstilling, er den Naturbarnets Glæde over sine indvundne Kundskaber, der bringer ham til at pynte sin Stil med dem, som den vilde pynter sig med Stum-