Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BØRNS MORSKABSLÆSNING. 283 „Alt i rette Øjeblik“ bleve vi. enige om. Og man synder imod denne Sætning, hver Gang man glemmer, at hvad det kommer an paa, ikke er at faa et forhastet Drivhusresultat bragt til Veje, en uægte Modenhed som den ormstukne Frugts, men langsomt og sindig at lægge Grunden og Tomme for Tomme bygge videre paa Udviklingens Værk, for at den hele Bygning kan staa fast. Den Viden, der kommer før Tiden, bliver aldrig nogen rigtig Viden. Sysselen med Aandsfrembringelser, for hvis Tilegnelse man savner de aandelige Forudsætninger, vil, i Steden for at vække, sløve, i Steden for at udvide Blikket, indsnævre det. Man raisonnerer fejlt, naar man f. Eks. slutter som saa: „Verdens største Aapder og deres dybsindige Frembringelser er noget, alle Mennesker bør vide Besked med, altsaa skal ogsaa Barnet lære dem at kende. Nu er det givet, at man ikke direkte kan henvise dette til dem, altsaa maa man lave dem om til Brug for Børn, maa fortynde deres mægtige Patos, maa beskære deres grovkornede Lune.“ Saa plukker man Shakspeares Tragedier op i Stumper og Stykker (Shakspeare certain selected plays abridged for the use of the young by S. Brandram. London 1881) og erstatter det, man ikke vover at byde Barnet, ved et Par Ord, der løselig angive Indholdet, eller man lægger en Samling blege Referater af shakspeareske Skuespil i Barnets Hænder (Ch. Lambe: Shakspearske Fortællinger. Kbh. 1866), Barnet læser det ene og det andet og mener, at nu kender det sin Shakspeare; man leverer det et magert Udtog af Don Quixottes Historie, hvoraf den komiske Fylde er listet ud, saa véd det, hvad Cervantes er for en Karl. Man føler ikke, i hvilken Grad man forsynder sig imod saadanne Menneskeslægtens Heroer ved ikke at respektere, hvad deres