Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

290 SLØJDUNDERVISNING. Grunden maatte siges at virke mod Naturens Love, at bruge Fremgangsmaader, der stillede Tingene paa Hovedet og mangen Gang mere modarbejdede end fremmede Barnets Udvikling. Og maaske Fremtiden ikke vilde have saa ganske Uret i denne sin strænge Dom. Vi have endnu ikke forstaaet at arbejde i Overensstemmelse med de naturlige Krav, et Barn kan stille. Vi have i vor Undervisning endnu ikke naaet at undgaa de pludselige og umotiverede Spring ind i abstrakte Regler og Tankegange, som, efter hvad Erfaringen viser, fra Dag til Dag i Løbet af forholdsvis kort Tid kan forvandle et Barn, i hvilket Forældrene før have været vante til at se et lille Lys, til en slukket Praas, som ikke længer har Gnist af Genialitet at straale med. Det er en Klage, som ofte høres, at naar Børn begynde at gaa i Skole, blive de dummere end de vare i Forvejen. Jeg stiller med Vilje mine Ord paa Spidsen, fordi jeg gerne vilde forarge en eller anden, — Forargelsen er jo det bedste Middel til at fremkalde frugtbar Diskussion. Men selv om jeg stiller Ordene paa Spidsen, mener jeg alligevel fuldt ud det, der er Grundtanken i dem. Ved Siden af dette Spring ud i det almindelige, det abstrakte, i Regler og Grundsætninger, som et Barn ikke er i Stand til at fordøje, kastes Barnet, idet det kommer i Skole, ensidigt og voldsomt fra det praktiske Liv, det har ført i de 6 — 7 Aar, det har været hjemme, over i et teoretisk Liv, der paa mange Punkter næsten er berøvet ethvert Forhold til praktiske Opgaver og som Barnet, der af Naturen er en lille Praktiker, derfor og-saa mangler Midler til at komme i personlig Forstaaelse af. Skulde jeg nævne en Ting, som forekommer mig at være en Grundskade for vort hele Skolevæsen, er det den forhastede Læsning, som Barnet sættes til fra det