Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

SLØJDUNDERVISNING. øjeblik, det kommer i Skole. Jeg tror, at er der noget, der bidrager til at gøre vore Efterkommere dumme før Tiden, er det, at de skulle lære at læse, før der er nogen som helst Anledning til at ønske dem denne Færdighed, før der er noget som helst Indhold i dem, som trænger til at omsættes i boglig Form. Jeg vilde anse det for et Mønster af en Skole, om man i ét eller to Aar kunde opdrage Børnene i Skolen uden at de lærte et eneste Bogstav, naar de saa til Gengæld havde lært at bruge deres naturlige Evner, deres Iagttagelsesevne, deres Dømmekraft, havde lært at orientere sig med deres Barnesanser og Barnetanker og Barnekræfter i den Verden, de levede i, og ad den Vej havde faaet et aande-ligt Indhold, som trængte til at udformes ogsaa gennem Skrift, gennem Bøger. Saa kunde Øjeblikket være kommet til at lære dem at læse. Naar der nu altsaa er Sider af Undervisningen, ved hvilke vi maa siges at være inde paa et aldeles fejlagtigt Spor, hvorledes ville vi da kunne naa frem til en bedre Gennemførelse af Skolens Opgave? Kun ved at gøre os Rede for, hvorledes de Væsener af Naturen ere beskafne, som Skolen har at virke paa. Skolen maa helt igennem, i alle sine Former og alle sine Dele, bygges paa en klar og dybt gaaende Erkendelse af, hvad et Barns naturlige Udvikling kræver; gør den ikke det, kan man skrive Love og bygge Skolebygninger og uddanne Lærere og lægge Timeplaner, gøre alt, hvad der er muligt mellem Himmel og Jord, det hele vil dog være uden Frugt for Barnets Opdragelse. Naar man da ser paa den Maade, Børns Tankeliv arbejder paa, saa er det ikke paa Grundlag af almindelige Regler, af filosofiske Overvejelser, af teoretiske Lærdomme, men det er i Kraft af de konkrete Indtryk, der sætte sig fast i 19*