Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

SLØJDUNDERVISNING. 293 efter min Opfattelse være i Stand til at tale det forløsende Ord. Jeg har netop valgt dette Æmne at tale om i Dag, fordi Sløjden staar for mig, ikke blot som et enkelt, tilfældigt, maaske praktisk ret nyttigt Tillæg til den øvrige Undervisning, men som et Omraade, paa hvilket- vi bevæge os i det centrale, det for al Undervisning afgørende. Og selv om alle Landets Læreie vilde slaa Hænderne sammen over et saadant Kætteri, som at Syslen med materielle Genstande kunde have noget med det centrale i Skolen at gøre, vil jeg dog bestemt fastholde min Opfattelse, og jo mere clen i øjeblikket maatte forarge, desto kærere er det mig, som sagt. Forargelsen smedder netop de rette Vaaben, naar det gælder at finde de svage Punkter og drøfte en Sag med Grunde. Jeg stiller altsaa Sløjden, Haand-gerningen, i Centrum og mener, at det er det Synspunkt, hvorfra dens Sag skal forsvares. Det første, der skulde danne et Bevis for denne Tankes Rigtighed, er den allerede nævnte Kendsgerning, at der næppe er noget, der i og for sig kan siges at sysselsætte Barnet paa saa alsidig en Maade som sund, for Barnet tilrettelagt Haandgerning. Den sætter Strængene i Svingning paa alle Omraader af dets Natur, fra de indre aandelige Kræfter, der høre Erkendelseslivet til, til de ydre legemlige Virksomheder, der gøre sig gældende i Nervelivet, Muskellivet, Stofskiftet og alle de andre legemlige Funktioner. At Sløjden kan lægge saadanne Virkninger for Dagen, er ikke nogen blot og bar Paastand. Det er noget, enhver véd, hvor velkommen al Tumlen med praktiske Arbejder er for et Barn. Hvor det føler sig i Færd med at frembringe noget, om det end i Formen er nok saa ufuldkomment, dér er det i sit Es, og selv om det er gennem Slid og Slæb, det maa udføre sin