Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

295 SLØJDUNDERVISNING. trænger til at have disse for sig i mere haandgribelig og anskuelig Skikkelse end de voksne. Der er intet, der bedre giver Barnet den sunde Selvfølelse, som hører med til al personlig Udvikling, end at have Genstande at vise hen til, som skrive sig fra dets egen Haand -se blot paa den stolte Sejrsbevidsthed, med hvilken et Barn kommer hjem fra Skolen med den Boghylde eller den Læsepult i Haanden, som det selv har lavet med Sav og Høvl, og viser dem frem for sine Forældre. Man har mange Steder brugt et andet Middel til at anskueliggøre Resultatet af Børns Arbejde, idet man har indført Karaktergivning. Jeg skal ikke fordybe mig i Spørgsmaalet herom — De vil i Morgen faa Lejlighed til særlig at drøfte den Sag —, men saa meget er givet, at er der Tale om at anskueliggøre Resultatet af Undervisningen for et Barn, er det en ganske anderledes frugtbar Anskueliggørelse, at der paa Bordet staar en Slæde, Barnet har lavet, end at der i Protokollen staar et ug for Sløjd. Den frembragte Genstand, det er et Resultat, Barnet ikke kan løbe fra, en Kritik ikke i al Almindelighed om godt eller daarligt, men en Kiitik, der gaar ubønhørlig ind paa alle Arbejdets Enkeltheder, som de staa prægede i det færdige Værk, i hver fejlagtig Linje med dens uigendrivelige Indsigelse mod Arbejdets Fuldkommenhed. Karakteren giver en Dom uden Præmisser, Genstanden, der møder Barnets øje, er i hvert Træk en Motivering af den kritiske Dom, Barnet nødes til at udtale over sit eget Arbejde, og derved et Fingerpeg om, hvorledes det næste Gang skal gøre det bedre. Tiden til at tale om Sløjdens Berettigelse, principielt set, tror jeg nu er omme. Man kan vride og vende sig som man vil, man kommer ikke paany bort fra Tanken om, at det legemlige Arbejde maa danne et Led i Op-