Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

SLØJDUNDERVISNING. to o & rerinden, der sidder ved sit Bord, og Smaapigerne, der staa ud for det ikke som en Klasse, d. v. s. som en ordnet og samlet Enhed, men splittet ud i en tilfældig Hob, en alenlang Hale, der i Gaasegang er paa Vejen til Lærerinden for at faa, den ene den Hjælp, den anden den Hjælp, og - da Lærerinden, hvis to øjne og to Hænder har fuldt op at gøre, ikke kan hjælpe dem alle paa én Gang. - vente hjælpeløse og ubeskæftigede i Kedsommelighedens Sløvhed eller Utaalmodighedens Kvaler paa, at Turen kan komme til dem. Det er en Dosis af det, som er Klasseundervisningens Grundtanke, der savnes her, den organiserende Magt, der sætter alle i Gang, for at hver enkelt stadig kan have en Opgave at øve sine Kræfter paa. Og saaledes ogsaa ved Sløjdundervisningen. Man kunde maaske sige, at de, for hvem den blotte Enkeltmandsundervisning i Skolen er Løsningen og Løsnet, staa i Forgaarden, der ganske vist hører til Templet, men dog er udenfor dets inderste Helligdom, i hvilken Lyset én Gang for alle er tændt og kaster sin Glans og Klarhed over hvad der sker derinde blandt de indviede. Ved Klasseundervisningen tænker jeg selvfølgelig ikke paa en mekanisk Eksercits, hvor Læreren, med en Traad i Nakken paa sine Lededukker, faar dem alle til samtidig paa Kommando at løfte Armen eller dreje Hovedet, men en Undervisning, hvor det fælles og almene paa hvert Trin er udsondret i en Fælleshenvendelse og Fællestilegnelse, indenfor hvis Rammer den enkeltes personlige Udvikling bliver i Stand til netop paa Grund af den større Sikkerhed, Fællesskabet har givet, at røre sig saa meget mere frit og selvstændigt. Det størst mulige. Udbytte med Opbydelse af den mindst