Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

SLØJDUNDERVISNING. 301 er en Del Aar siden, og at der altsaa er Mulighed for, at Manden kan være gaaet i sig selv og have omvendt sig. Maaske det har begyndt at røre sig i ham: „Har jeg mon ikke været for letsindig i min Brug af Ordet Metode? Hvad er Metode i Grunden andet end bevidst Plan i ens Fremgangsmaade, bevidst Udgangspunkt, bevidst Maal og bevidst Evne til at slaa ind paa de Veje, der forbinder Udgangspunktet med Endemaalet? At gaa til Værks med et Instinkts Blindhed er endnu ikke Metode, at give sig Tilfældigheden i Vold er det endnu mindre; naar det at være Lærer er et Kald, saa kræver det af én Klarhed over Opgaven og over Midlerne til at løse den, og denne Klarhed det er jo netop det samme som Metode. Det var dog vist for barnligt og sorgløst, at jeg dengang efter en Menneskealders Virksomhed i Skolens Tjeneste endnu bad Himlen bevare mig for Metode, d. v. s. for fast Plan, for Klarhed og bevidst Forhold til min Gerning. Ak, ak, det var mere end Sorgløshed, det var en Synd, som jeg i Sæk og Aske, i Anger og Ruelse maa bede Opdragelsens Guder om Tilgivelse for! Hvor kunde jeg glemme, at et Menneske — og altsaa ogsaa en Lærer — er et Fornuftvæsen?“ Naturligvis gaar Sløjdundervisningen ind under Lovene for al Undervisning og maa for at lykkes være gennemtrængt af metodisk Aand, d. v. s. virke organisk, ikke mekanisk. Metode, der saa tit opfattes som Modsætning til Natur, er i Virkeligheden ikke dens Fjende, men Naturen selv i menneskelig bevidst Skikkelse. Det forholder sig med Metoden som med Skuespillerens Kunst: i samme Grad den nærmer sig Naturen, i samme Grad er den ægte Kunst. Metode og Natur er to Alen af samme Stykke, to Sider af samme Sag, Ganske vist kan der være Genier, der med In-