Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

302 SLØJDUNDERVISNING. stinktets Sikkerhed, med et Maksimum af medfødt Takt og et Minimum af Refleksion i hvert Øjeblik er i Stand til at slaa ind paa de rette Veje. Men hvor nødig vi end gør det, saa maa vi Lærere jo indrømme, at vi er ikke alle sammen Genier,- ja, at vi af og til endogsaa kan være nogle store Stympere, hvor det gælder om at virke paa Børnene. Vi er udsatte for at blive Pedanter, der lægge en overdreven Vægt paa Smaating, og for at blive Maskiner, i hvilke det bestandig snurrer rundt med de samme Spilledaase-Melodier, naar vi ikke er stærkt udviklede Personligheder. Er Faren for et rent udvortes Forhold til vor Opgave saa stor, have vi saa meget mere Grund til at holde os selv vaagne og friske ved en stadig voksende Klarhed over, hvad det er vi vil og hvad Vej vi vil gaa, og derfor maa der Metode til. Kun i den kan Læreren udarbejde sin Personlighed, saa at baade den og Metoden stadig fornyes. Undervisningen, ogsaa paa det enkelte Omraade, maa blive en Helhed, i hvilken de enkelte Led føje sig ind saa at sige af sig selv, naar Begyndelsen er gjort paa rette Maade. Ligesom man ved Matematikundervisningen ikke springer frem og tilbage mellem de matematiske Læresætninger, men lader den nødvendige Sammenhæng afføde en tilsvarende Gang i Undervisningen og hver enkelt Sætning pege tilbage og pege fremad, saaledes gælder det om ved Sløjdundervisningen at gennemføre en motiveret Fremgangsmaade, paa hvert Punkt at bygge op rationelt, d. v. s. give Grunde, pædagogiske Grunde, for de Skridt, man gør. Den dybeste Grund for Metoden bliver da Hensynet til Barnenaturen paa dens, forskellige Udviklingstrin; det næste Led i Begrundelsen er Hensynet til de Midler, Undervisningsfaget raader over. Det er ikke Midlernes Omfang og