Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

SLØJDUNDERVISNING. 303 Rigdom, der her er Tale om. En har af Undervisningsmidler maaske sin Skolestue og Pladsen udenfor Døren, hvor der vokser et Par Smørblomster eller Gaaseurter og hopper en Spurv i Gæsset, og er maaske alligevel i. Stand til at gaa metodisk sikrere frem end den, der har en stor Skolesamling til Hjælp, i hvilken han kan føre Børnene omkring. Det metodiske er lige saa lidt det samme som den størst mulige Lærdom - den megen Viden alene gør én ikke til en dygtig Lærer. Men den metodiske Kunst bestaar i Evnen til altid at drage den Side af Undervisningsmidlerne frem, der mest levende kan gaa ind i Barnets Bevidsthed og sætte dets Kræfter i Bevægelse. Og Forstaaelsen af disse Midlers ejendommelige Væsen bliver derfor en nødvendig Betingelse for Lærerens Optræden. Naar der da ved Sløjdundervisningen først bliver Tale om Værktøjet, der skal bruges, saa maa i dets Egenskaber Hensynet til Barnet og til Arbejdet være smeltet sammen. Det kunde synes, at den Sag ikke behøvede at drøftes. Af mange Grunde, som jeg ikke behøver at gentage, er Træsløjd den Haandgerning, der frembyder de fleste pædagogiske Muligheder som Skolefag. Men nu har jo i Aarhundreder Mennesket givet sig af med at tilvirke Genstande i Træ, Snedkere have jo arbejdet deres Haandværk saa højt til Vejrs, at det strejfer ind over Kunstens Grænser, er da Sagen ikke afgjort, naar man tyr til deres Erfaring og spørger dem om, hvorledes Værktøjet bør være? Nej, stop, Skipper! dér kunde vi let komme ind paa gale Veje. Hver kan være god for sig, og Ære være Snedkeren og hans Møbler, men han kan næppe blive fornærmet, fordi vi ikke tillige udnævner ham til Overskoleraad. For ham kommer det an paa en Genstand, der skal laves saa