Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

DEN LÆRDE SKOLE. 19 Fremgangsmaade bliver da den at stille Barnet overfor Erfaringer, der kan bundfældes i det som klare, livskraftige Forestillinger. Lad os igen lytte til den klangfulde Stemme, der klinger til os ud fra Tredive-aarskrigens Kampgny. „At danne Ungdommen vil ikke sige at lade den sammensanke en Mængde Ord, Tale-maader, Sætninger og Tanker af Forfattere, men at aabne Forstaaelsen af Tingene saaledes for den, at alt vælder frem deraf som Bækken af Kilden, som Blade, Blomster og Frugter af Træet. Det er ikke bestandig ud af Bøger, Menneskene skulle undervises, men saa meget som muligt af Naturens store Bog, af Himlen og Jorden, af Egene og Bøgene. Den, der skal undervises, maa lære selv at se.“ Hvad der den Gang som en enkelt Svales Kvidder endnu ikke kunde skabe nogen Sommer, det har i vort Aarhundrede lige siden Pestalozzis Dage genlydt i Kor fra alle den nyere Pædagogiks Repræsentanter. Alle har de skrevet Anskuelighed paa deres Vaaben som den Rune, hvormed de har villet bryde den mekaniske Undervisnings døde Tryllesøvn. Det er en historisk Kendsgerning, hvad Diesterweg, en Sandhedens Ridder uden Frygt og Dadel, har sagt om sin Læremester: „Af Pestalozzi er den gamle Afgud, der virkede som et Medusahoved paa Disciplene, den uforstandige Tillæren af uforstaaede Regler, stødt fra Tronen. Derimod vil han lade Barnet lige fra Begyndelsen gøre Erfaringer paa egen Haand og lede det til at gøre saadanne. Han lærer det at se med egne Øjne, høre med egne øren, lade sig paavirke af Naturindtrykkene, kort sagt kende Tingene og Begivenhederne i deres Umiddelbarhed og Sandhed. Hvad han vil, kan man faa at vide af en eneste af hans Fordringer. Han siger: Menneske, agt ingen menne- 2*