Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

318 UDDANNELSE AF BARNEPIGER. gere, fordi de, ved kun at være sig selv, give sig hen i deres Livsytringer med saa meget mere udelt Kraft, medens den, der forholder sig bevidst til sin Opdrager-gerning, mangen en Gang splittes og svækkes af den Refleksion, ud fra hvilken han handler. „Meget af det, som senere kommer frem i et Menneskes Liv, og som synes at staa i en paafaldende Strid med den Opdragelse, han vides at have nydt, vilde finde sin Forklaring, dersom man havde tilstrækkelig Kundskab om det, den ubevidste Opdragelse Dag efter Dag rastløst har indarbejdet i hans aandelige Liv“ (Heegaard). Hør paa Barnets Sprog! Hvor naturligt og nødvendigt er det ikke, at baade dets Ordvalg og dets Sprogformer maa præges af den Udtryksmaade, der gaar i Svang hos dets daglige Omgivelser? Hvor tit kommer dets Tale ikke, maaske hele Livet igennem, til at bevare det Stempel, den saaledes har faaet paatrykt? Hvor meget vanskeliggøres ikke dets sproglige Udvikling, naar tit og mangen Gang den pædagogisk udannede tror at komme Barnet i Møde ved at efterligne dets forvrængede Udtale og tale til det i dets eget, ufrivillig radbrækkede Sprog, i Steden for at hjælpe det ud over Vanskelighederne ved at lade Sproget klinge i dets Øren i rene, klare Mønstre? Og gaa vi fra Sproget over til de Forestillinger, det udtrykker, hvor magtpaa-liggende bliver det saa ikke, at Overtro og Raaheder og undergravende Fantasibilleder ikke faa, Lov til uden-fra at liste sig ind i den værgeløse Barnesjæl og som Vampyrer suge dens Hjærteblod ud? „Derfor er det en velbegrundet Advarsel af den guddommelige Platon,“ siger Plutarch, „at Ammer og Barnepiger ikke maa fortælle Børnene urimelige Historier, da deres Sjæle derved allerede før deres Udfoldelse kan blive smittede