Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LOVSPHO&ET. OO CO derfor ikke genneniset andet end de Lovforslag, der fra Regeringens Side ere forelagte i indeværende Samling, og har gennem dem søgt at gøre mig Rede for, hvorvidt de nærliggende Fordringer, der kunne stilles til Lovenes Sprog, ere fyldestgjorte. Men atter og atter finder man der den Slags Bommertei, den Slags Skoledrengefejl, som jeg før omtalte. Det hedder saaledes: „Klagen skal gives Paategning“ eller „Fyrbetjentene gives hver 50 Kr. aarlig“, og dette glidei ikke lettere, fordi der ved Siden af staar: „Fyrbetjentene gives fri Olie“. Det hßddsr ©ndvider©-. „In§en kan nægtes Optagelse“, uagtet det er Optagelsen, som nægtes, og ikke Personen; „Bestillingsmanden godskrives et Beløb", uagtet det er Beløbet, der godskrives, og ikke Bestillingsmanden, - stadig Fejl, ved hvilke en Dreng i Skolen vilde forspilde sin Plads blandt de fremmeligste i sin Klasse; thi det har han bestandig faaet indpræntet, at man ikke maa begaa saadannne Lhyi-ügheder som, for at bruge det grammatikalske Udtryk, at sætte Hensynsbetegnelsen som Gmndord i Sætningen. Men der er i Lovforslagene mange andre Brud paa de elementære Sprogregler. At tale f. Eks. om „sin særskilte Dommer og Retsvidne“ kan enhver høre stemmer lidet med dansk Sprog, fordi det heddei ikke en Retsvidne, men et Retsvidne. En Sætning som: „Postvæsenet er pligtig“ klinger ilde i et dansk Øre, fordi det hedder et Postvæsen og ikke en Postvæsen. At tale om „højst beskattede Varer“ er vildledende, fordi højst ikke er det samme som højest; ligesom den, man kaldsr højstærede, ikke altid 6i don højest ærede, saaledes er den, der er højst beskattet, ikke altid den højest beskattede. En anden Fejl findes i saadanne Vendinger som: „Anser nogen sig ikke skat-